9. december

En lille historie

 

Andrea Margrete gik nynnende rundt i sit køkken, det var vistnok en vise fra Genboerne, som hun altid havde syntes, var så lystig. Hun kiggede ud ad sit køkkenvindue – gråtåget og mystisk – ligesom elverpigernes dans i Et folkesagn – eller var det nu Elverhøj ? Eller ?? - nå det var da også ligemeget, men det ville nu være rart med lidt solskin til en forandring – som den festaften i Tivoli, hvor hun og Corpus Juris havde fejret deres et års bryllupsdag. De havde det så dejligt sammen, ganske vist var der ikke meget at slå til Søren med, men kærlighed og kildevand var nu li' godt meer end perler og guld. ”Her hjemme i Danmark har vi det nu godt,” tænkte Andrea Margrethe,” og med lidt hokus pokus løber budgettet ikke op i skyerne, selvom det snart er jul, og den er dyr, men jeg kan da altid gi' ham et par tøfler.”

Nu bankede det på døren, og Corpus Juris kom ind fra gaden. ”Goddag søde Andrea Margrethe” sagde han og kyssede hende,” hvordan går det ? Du har vel ikke haft besøg af vores hysteriske underbo i dag ? Hun er bestemt djævelens datter.” ”Fy, Frederik, det må du ikke sige, hun har det ikke nemt, og hendes tante behandler hende, som om hun var en Askepot,” sagde Andrea Margrethe, der altid tog folk i forsvar,” og så må du også tænke på, at hun skal passe Kaptajn Grants børn, og de er nu ikke nemme. Når de engang imellem har været her oppe, så ligner vores lejlighed et indianeroverfald.”

”Du er nu så forstående, kære, men jeg må indrømme, at hvis de kom, når jeg var hjemme, ville jeg straks være på flugten. Men nu tror jeg, jeg lige vil kalde på Ole Lukøje en halv times tid, for jeg er ærlig talt så træt. På kontoret har vi i øjeblikket en vanskelig sag om en stranding ved fyret på Føhr, og jeg føler mig ærlig talt lidt forrådt af assessoren, der pludselig ikke vil godtage mine argumenter,” sagde Corpus Juris, hvorpå han vendte sig mod døren til deres dagligstue.

”Åh, kære Frederik, vil du ikke lige række mig fyrtøjet, så jeg kan tænde for gasblusset,” bad Andrea Margrethe. ”Selvfølgelig, din ædle ridder. Gøngehøvdingen, vil gøre ALT for dig”, sagde

Corpus Juris, hvorpå han forsvandt ind i stuen og lagde sig på sofaen, og snart lød han som de medvirkende i Syvsoverdag.

Andrea Margrethe sørgede imedens for aftensmaden, mens hun tænkte ved sig selv:” Åh, han er nu et ejegodt menneske, og han fortjener sådan lidt ferie. Desværre kan vi jo ikke få råd til at tage jorden rundt i 80 dage eller rejsen til Kina, som Emmy og Gamle tager på , men jeg er sikker på, at til sommer kan vi i hvert fald få os en udflugt i det grønne. Ja – og – når vi kommer hjem, vil vi, som en lille nisse rejste, føle at her hjemme er der dog allerbedst.

 

 

Dagens spørgsmål:

 

Hvor mange titler på Alfred Jacbsens komedier finder vi i denne historie?

 

Der gives 2 point for hver titel, og er du så vaks, at du kan nævne samtlige titler,

får du 5 bonuspoints - men - hvis du nævner en titel, som ikke er en Alfred Jacobsen-forestilling - får du 5 minus points.

 

Svaret skal være sendt til:

seo@grafisk-werk.dk

senest kl. 23.59 den 9. december

 

Husk at mærke din mail:

Svar 9. december

 

Hvis du svarer før 9. december

gælder besvarelsen ikke

 

 

 

Svar på dagens spørgsmål:

 

Blandt vore ærede og meget opmærksomme deltagere bredte der sig nærmest panik i forbindelse med dagens spørgsmål - man troede, at vi havde udlagt nogle fælder. Det kunne såmænd godt være tilfældet - men altså ikke her.

Blandt andet var der tvivl om "Et Indianeroverfald" og "Hokus Pokus".

Vi har naturligvis anerkendt både den "officielle" og den uofficielle betegnelse, da der mellem os modelteaterspillere jo hersker en slags frisprog omkring titlernes rette benævnelse. Selv Alfred Jacobsen var såmænd inkonsekvent i stavemåder og betegnelser.

At ordet "Hjemme" forekom mere end én gang undgik ikke nogens opmærksomhed - så vi har at gøre med en række meget skarpe deltagere, som indædte kæmper om de forjættede gavekort.

 

Derfor er der stadig mange, som ligger tæt på hinanden, men morgendagens opgave vil helt sikkert råde bod på dette.

Indtil nu har den bedste kvalifikation været kendskab til det danske modelteater, men fra i morgen ændres der lidt på dette - derfor - til de af jer, som mener, at I bør hoppe af - lad være! - der er stadig mange chancer!