Vigtigt om opklæbning



Til opklæbning af dine nye ark skal du først gøre sig klart, hvad der skal ske med dekorationen.
Er det et helt bagtæppe, som ikke skal udskæres, kan du lige så godt anvende pap, der er så tykt, at det ikke slår sig efter opklæbning.

Oldfux forhandler pap i 2 mm tykkelse. Se her


Til dekorationer og figurer, der skal skæres ud, skal pappet være tyndere - Oldfux forhandler tyndt pap - se her
Selvfølgelig er det bedst, at pappet er syrefrit, men formentlig er du ligeglad med, hvordan dekorationen ser ud om 50 år.
Gråpap er særdeles anvendeligt, men hold dig som regel fra hvid karton, da dens fibre kan få dekorationen til at slå sig.
Skær pappet ca. 2 cm større på begge leder mere end det emne, du skal opklæbe. Anvend ganske almindelig tapetklister.


– men et godt råd: Tilsat en anelse atamon - det forhindrer effektivt, at der senere kommer larver eller skimmelsvamp i dekorationen.


Smør klistret på dekorationens bagside, og vær omhyggelig med, at det når helt ud til kanterne og at der ikke kommer vand eller klister på den trykte side.


Når dekorationen har ligget lidt, lægger du den forsigtigt på pappet, og med håndfladen eller en tør klud stryger du omhyggeligt fra midten og ud til siderne, så du undgår bobler.
Skulle dette alligevel ske, kan du forsigtigt tage dekorationen af og prøve igen.
Når dekorationen er klistret op, gør du nøjagtigt det samme med bagsidepapiret som helst skal være nogenlunde samme gramvægt – cirka 120 gram – som dekorationen. Oldfux forhandler bagsidepapir. Se her.


Læg herefter dekorationen ind i en avis, læg en træplade eller lignende over avisen - og øverst et emne, der er så tungt som muligt.


Efter 1-2 døgn udskifter du avisen (her vil du opdage, hvor meget vand, klistret har afsat). Gentag dette endnu een eller to gange - alt efter, hvad du selv skønner er nødvendigt.


Det vigtigste er, at dekorationen er komplet tør, når du går i gang med næste fase - nemlig udskæringen.


Egentlig er opklæbningen en meget enkel - men efter manges mening - kedelig proces, som bare skal overstås, og derfor har mange i årenes løb anvendt spray-lim, som kan købes alle mulige steder.


Et godt råd: Hold dig fra det! Det er hurtigt og nemt, men – ud over det – er det sundhedsskadeligt, og der opstår ofte uhensigtsmæssige ”bivirkninger” – enten i form af pludselig opståede bobler, fordi papiret arbejder, eller limen pludselig slipper dele af pappet efter få års forløb.


Har du spørgsmål, er du til enhver tid velkommen til at ringe eller maile til os.